Om at være væk fra sit barn i mere end én dag!

De sidste 3 dage har jeg været væk, i forbindelse med arbejdet. Det er første gang jeg har været væk fra E i mere end én dag! Det var meget ambivalent og svært at beskrive hvilke følelser man har i denne situation. For JA, det var da også skønt.

Tirsdag morgen tager jeg tidligt afsted på arbejde, hvorfra turen går videre til Odense på hotellet, hvor vi afholder vores konference. Jeg får mit eget værelse og bare synet af den kæmpe seng med lækkert Hvidt sengetøj og bløde puder, fik næsten hjertet til at skippe et slag. Sikke en lykkefølelse der gik igennem kroppen, bare ved at kigge på en SENG. Åh Gud, så er man blevet mor med stort m😂

Samtidig kan jeg ikke lade vær med at tænke på min lille pige og skønne mand derhjemme. Hvordan går det mon, hvad laver de, har hun sovet ordenligt i vuggestuen og får hun spist? Alle mulige tanker og masser savn til min lille pige!

Tirsdag aften får jeg FaceTimet med mine to derhjemme og det hjalp på savnet og dog… måske savnede jeg dem bare endnu mere?
Men nu skulle det bare udnyttes med lidt fritid og afslapning. Så ud i badekaret, smøres ind i creme, nattøj på, for at smide mig på sengen og slappe af inden sengetid. Hold nu op hvor var det skønt! Normalt har jeg ikke tid til at tørre mit hår efter badet og her havde jeg alt den tid jeg ønskede at bruge og mit hår var (for en gangs skyld) tørt da jeg går i seng. Hvilken fantastisk følelse.

Om natten vågner jeg flere gange og tror jeg kan høre babyalarmen og sover lidt mærkeligt. Det sidder godt nok dybt i én at lytte efter sit barn. Jeg vil tro de fleste mødre kender følelsen.

Generelt savnede jeg E helt vildt, men med den afslapning og søvn jeg fik, opvejede tingene nok desværre hinanden lidt. Det er en forfærdelig følelse at indrømme, men jeg nød det faktisk. Jeg nød at tænke på mig selv for en gangs skyld og ikke være så afhængig af at kigge på klokken. Jeg nød min fritid helt vildt! Da jeg tog hjemad torsdag aften (på 3. Dagen), kunne det dog ikke gå hurtigt nok. Jeg savnede hende SÅ meget og ville gerne bare hjem. Bare hjem og kysse og kramme min lille pige. Da jeg ser hende, synes jeg pludselig at hun har udviklet sig meget, bare på de 3 dage? Kan det virkelig passe at hun pludselig er bedre til at snakke og gør nogen nye ting??! Jeg bliver både stolt, glad og ked af det på samme tid. Har savnet hende så meget, at jeg lige fælder en tåre eller to.

Det er generelt fascinerende at man kan savne det lille væsen så inderligt. Har jeg været for dårlig til at forlade hende og har jeg været for dårlig til at være væk længere tid ad gangen… måske ja? Men det er vel okay at alle tager disse skridt i forskellige tempoer. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind:)