International præmatur dag – Frygten for at føde for tidligt og miste

I forbindelse med denne mærkedag, skal vi mindes dem der tabte kampen. Jeg sender tanker til de små babyer der kæmper lige nu og dem der ikke længere er iblandt os. Jeg sender dybe tanker til alle forældre der kæmper med deres lille netop nu og til dem der har mistet. I har min dybe medfølelse!

Jeg tror mange gravide får et beskytterinstinkt ret hurtigt. Vi begynder allerede at bekymre os, fra det øjeblik vi ser de to streger på graviditetstesten. Man er et nervevrag inden scanninger og håber blot at baby i maven har sund, rask og at alt er i orden. En verden fyldt med glæde, spænding, lykke og bekymringer.

Vores egen situation var også specielt nervepirrende. Vi havde en vanskelig tid, inden jeg blev gravid med E. Jeg aborterede 5 gange og det så ret sort ud. Vi havde virkelig svært ved at tro på at det nok skulle ske og frygten for at miste ligger dybt i os begge.
Da jeg blev gravid med E, havde vi meget meget svært ved at være glade. For vi ville ikke mærke den skuffelse og sorg igen, hvis graviditeten ikke lykkedes. I 17. uge fik vi kønnet af vide og hermed også et lille 3D billede. Det hang på køleskabet og jeg sad ofte bare og stirrede på det. Jeg kunne slet ikke forstå at vi endelig havde en lille, der indtil videre havde klaret hele 17. Uger inde i maven. Men vi troede stadig ikke på at baby ville overleve.
Faktisk sagde jeg en dag at vi burde købe tremmesengen, bare for at gøre det hele mere virkeligt. C svarede hertil, at han synes det var dumt, hvis vi nu bare skulle ud og bytte den igen. Så ja… det lå dybt i os, at vi kunne miste vores lille baby.

Frygten for at miste lå dybt i mig, igennem hele graviditeten. Jeg tror faktisk den er der hos de fleste gravide i større eller mindre grad. Jeg var bange for at løbe, bange for at gå på wc, for at nyse og hoste, bange for at E skulle falde ud. Det er virkelig en vandvittig tanke, men man tænker ikke helt logisk, når man bare så inderligt ønsker sig det barn. Vi slappede mere af, da vi ramte uge 28, hvor vi vidste at E ville kunne klare sig med hjælp. Vi var faktisk ret overbeviste om at hun ville blive født for tidligt!

I sidste ende føder jeg heldigvis kun 3 uger for tidligt og hun var ét minut fra, ikke at blive betragtet som præmatur. Så en rund og rask pige der fuldendte vores liv. ENDELIG!

Desværre går det ikke sådan for alle og det gør så ondt i mit hjerte at tænke på de små der kæmper for deres liv. Lad os alle sende tanker, kærlighed og styrke deres vej❤️