Vi fik en dårlig besked til første tidlige scanning!

Overskriften er ikke så slem som den lyder, da alt viste sig at være ok alligevel. Dog havde vi nogen af de hårdeste 10 dage, fyldt med dårlige minder og flashbacks.

Som i læste i tidligere indlæg, opdagede jeg på valentines dag, at jeg var gravid. Grundet vores tidligere oplevelser med spontane aborter, betyder det dog ikke nødvendigvis at vi udvider familien. Inden vi tør tænke den tanke, skal det selvfølgelig undersøges nærmere om alt er ok. Jeg ringede derfor til lægen som det første næste dag og fik en tid til en tidlig scanning. Derudover var det nødvendigt at starte på noget hormon, som jeg også tog under graviditeten med E. Det er er hormon som styrker livmoderen og et hormon man normalt selv danner. Da vi ikke kender årsagen til mine aborter, men kun at min eneste gennemførte graviditet var med hormonbehandling, skulle det selvfølgelig også til denne gang. Det kunne ikke skade:)

Nå, vi får tid til scanning en onsdag og vi er selvfølgelig spændte. Min mave var allerede med en lille antydning af begyndende babybule, så vi var begge skeptiske men også lidt optimistiske.
Efter beregning burde jeg på dette tidspunkt være 6+ noget og hjertet på baby skal derfor slå. Det var klart vores forventning, såfremt baby altså levede.

Så scanningen går igang…. hun scanner og scanner og vi kan godt fornemme stilheden og desperationen hos hende der scanner mig. Hun siger hun ikke umiddelbart kan se andet end en blommesæk (babys madpakke). Ikke noget foster, ikke noget hjerteblink. Min livmoder er bagudvendt og det kan godt gøre scanninger svære når man ikke er langt henne og det kunne selvfølgelig være årsagen sagde hun. Anden årsag kunne være at min cyklus var uregelmæssig og jeg derfor var kortere henne en beregnet. En tredje årsag var, at baby var gået til og at jeg blot ikke havde oplevet den spontane abort endnu. Jeg får derfor en ny tid efter 10 DAGE! Der skulle vi se om der var sket mere, eller om jeg skulle have en udskrabning. Vi blev begge ramt af en mur…. SLAM!! Flashback, opgivenhed, sorg, fortvivlelse og ja tusind andre ting fløj igennem mig. Vi sad begge helt stille i bilen, bare tomme blikke og udsigt til verdens længste 10
Dage. Der kunne vi begge mærke at vi bare skulle hurtigt ned og hente E i vuggestuen og give hende verdens største møsser❤️

Og det hjalp… vi snakkede om hvor heldige og taknemmelige vi var for at have fået E og kunne vi ikke få flere, så måtte det være det. Jeg var ikke sikker på at jeg havde lyst til at kæmpe endnu en kamp. Jeg tror at de mange nederlag sidste gang havde slået hårdere end vi selv tænkte. Så nu måtte tiden bare vise vores skæbne og vi måtte nyde vores lille-store elskede pige💕

10 dage senere
I slutningen af de sidste 10 dage, var jeg begyndt at få kvalme og kastede op. Så af den årsag var jeg faktisk 99% sikker på at baby havde det godt. Min babybule blev også fortsat større! C var mere skeptisk og mente at det kunne være af psykiske årsager med maven og kvalmen. Så det var to modsatte forventninger, da vi gik ind i scanningslokalet. Men en mors fornemmelse slår aldrig fejl!
Der var fint hjerteblink og det viser sig at jeg blot var kortere i graviditeten end først beregnet. Jeg havde altså fornemmet og målt graviditeten ualmindelig tidligt, altså omkring uge 4. Så hurra og en masse dejlige glædestårer hos både mig og C. En kæmpe bølge af glæde og lettelse!!

I dag er jeg 16+4 og lille F har det dejligt inde i sin mors mave! E begynder så småt at kalde hende for lillesøster og kysser min mave. Ingen lykke kan blive større og vi glæder os til at blive en familie på 4.

Kærlighed til jer alle og god torsdag💕