Gæsteblogger Malene M. Andersen: Den travle hverdag, celleforandringer og ønske om børn

Jeg har fået æren af at være gæsteblogger her på Isa’s spændende blog. Jeg har personligt ingen erfaring med at skrive andet end fra folkeskolens dramatiske essays. Så bær over med mig.
For en god ordens skyld vil jeg lave en kort præsentation af mig selv. Jeg hedder Malene og er 25 år gammel. Jeg har læst uafbrudt siden folkeskolen og jeg er meget målrettet. På nuværende tidspunkt arbejder jeg som projektkoordinator i et medieproduktions/reklamebureau i Rødovre samtidig med at jeg læser en HD i Supply Chain Management på Frederiksberg. Dette er i sig selv rigeligt at se til, men udover det bor jeg i Næstved sammen med min dejlige kæreste C, hans smukke datter M på 4 år og vores røv irriterende lille hund Enzo. Dette betyder at der for mig er et enormt behov for planlægning og koordinering af dagene, hvilket C ikke altid er helt enig i graden af. Men for det ikke skulle være nok, har jeg en masse andre ting, der fylder mit hoved op med forfærdelige skræmmende og pinene tanker.

Celleforandringer
Brevet kom ind af døren. Afsender Region Sjælland – straks slog min mave knuder…
Celleforandringer? Av det var nogle ord, der gjorde enormt ondt at læse, fordi “det sker aldrig for mig”. Men jo det gjorde det.. Jeg fandt ved et tilfælde ud af da jeg var 21 år, at jeg havde svære celleforandringer på min livmoderhals – det kom som et kæmpe chok for mig og bragte mig i stor gråd. På daværende tidspunkt havde jeg lige haft mit første møde med døden og kræft, da jeg næsten lige havde mistet begge mine bedste forældre til lungekræft med 4 måneders mellemrum.
Det starter med at jeg er til en undersøgelse (ikke grundet mistanke om noget), men en helt ufarlig undersøgelse. Her sidder der en sød ung praktikant ved siden af og følger godt med, pludselig spørger lægen, om jeg ville være okay med at han udførte en gynækologisk undersøgelse på mig og ikke mindst lavet et smear på mig for at øve sig? Til trods for at jeg kun er 21 år og faktisk først bør få denne undersøgelse når jeg bliver 23 år. Det tænkte jeg ikke at der kunne ske noget ved, så selvfølgelig måtte han det, hvilket jeg er yderst taknemmelig for den dag i dag.

For til min frygt viste prøverne desværre at jeg havde celleforandringer og derfor blev bedt om at komme igen for at få taget nye prøver 2 måneder senere. Jeg møder trofast op med den største knude i maven og prøverne viser igen celleforandringer, men ikke nok med det, så de er blevet værre. En kold og bange fornemmelse løber gennem kroppen. For hvad betyder det egentlig? Skal jeg nu dø af livmoderhalskræft? Fjerner de mon min livmoder, så min drøm om børn aldrig vil gå i opfyldelse? Eller hvad er det lige der sker? Jeg er jo kun 21 år gammel, og sund og frisk. Jeg kan ikke have celleforandringer! Ikke allerede og så tidligt! Månederne op til den næste prøve skulle tages, føltes som år. Tankerne om kræft og ingen børn fylder mit hoved op, så jeg næsten ikke kan tænke på andet. Prøverne fortsætter med at give værre og værre resultater og jeg bliver mere og mere deprimeret. Jeg tænkte på det hele tiden, både bevidst og ubevidst. Dette fylder oveni min allerede travle hverdag med et hus, hund, kæreste, bonusdatter samt fuldtidsarbejde og flere aftener på skolen om ugen til kl. 22.30 om aftenen.
Dagen kom og jeg skulle have taget nye prøver, igen… Og da jeg nærmest ikke tror eller føler det kan blive værre, siger lægen inden undersøgelsen at jeg bliver nødt til at få taget en biopsi, hvilket jeg på daværende ikke anede hvad betød, men det lød meget alvorligt i mine ører. En biopsi er en ren bid af min livmoderhals, som bliver bidt af med en lille tang. Man tager en biopsi når prøverne bliver ved med at vise celleforandringer. Biopsien kan vise præcis, hvad det er. Hvor et smear slår ud, hvis der er hormon forstyrrelser, hvilket også kan slå ud, hvis man er meget stresset eller måske lige har haft sin menstruation. Dette  var den værste oplevelse i hele mit liv. Smerten var så stor da jeg lå i sædet med stængerne i vejret til hver sin side.

Om det var smerten fra tangen og stingene, da hun var nødt til at sy det efterfølgende, eller om det var smerten i mit hjerte og tanken om, at jeg måske aldrig nogensinde skulle opleve den vidunderlige ting at blive mor, at bære et lille barn inde i den smukke mave. Tårerne trillede ned af mine kinder mens jeg lå i stolen og jeg følte mig som Malene 5 år, hvor det eneste jeg havde brug for lige i dette sekund, var min mor. Den kærlighed og omsorg en mor kan give er bare uerstattelig.
Og igen viste det sig, at jeg skulle have et slag i maven, prøverne viste, hvad vi alle frygtede. Der var ingen bedringer i mine prøver og de var nu nødt til at gøre noget.
Jeg skulle have foretaget et keglesnit…
Hvad er nu et keglesnit??? Fjerner de min livmoder? Kan jeg så ikke få børn??
Et keglesnit er en operation, hvor man fjerner et kegleformet (skive) udsnit af livmoderhalsen, så det væv, der er påvirket af celleforandringerne kommer væk, forhåbentlig…
Operationen er ikke farlig og kan ikke mindske dine chancer for at få børn. Man siger at man sagtens kan få lavet 2 keglesnit uden påvirkning, men derefter kan indgrebet betyde at man føder for tidligt, fordi ens livmoderhals bliver forkortet mere og mere for hvert indgreb. Denne operation foregår normalt i lokalbedøvelse, men du bedes faste, da det kan blive nødvendigt at man bliver lagt i fuld narkose, og det var det selvfølgelig også med mig. Jeg frygtede fuld narkose, jeg havde aldrig prøvet det før og jeg var rædselsslagen over hele situationen, den hvide sygehus kåbe og frække badehætte lignende plastik ting jeg havde på hoved. Det hele forstærkede bare følelsen af at man var døende. Men hvor er jeg glad for jeg blev det – for sikke en frygtelig oplevelse at ligge der med 4 hoveder, der kigger op et vist sted og snakker et fremmedsprog man aldrig har hørt før.

Ventetiden…
Det var næsten det værste ved det hele, for efter hver undersøgelse var der en ventetid på svar af prøver, dette varer ca. tre uger. Men nej tre uger er ikke meget, men når det handler om det mest kvindelig legeme du har på din krop, så føles det som tusind år. Og hvad du ikke kan nå at føle på de tre uger. Det føles jo nærmest som om ens livmoder var på vej ud, eller bliver skåret midt over med en sløv kniv. Man mærker så mange ting i sin krop og når at opstille så mange frygtelige scenarier oppe i sit hoved, at det halve kunne være nok.
Men prøverne skulle da også vise at mine celleforandringer stadig ikke var væk til trods for at de havde fjernet en stor bid af min livmoderhals. Straks går hovedet i gang igen! Hvad gør man så???
Så her står jeg nu fortsat med ventetiden og uvisheden om, hvad disse celleforandringer kan føre til og betyde for resten af mit liv. Jeg har nu levet med dem i 4 år og sidste prøve viste at de var blevet mildere og derfor udskød de næste smear til om et år, hvilket er her til sommer. Ellers har jeg de sidste 4 år været på sygehuset, hver tredje måned og fået taget prøver, ventet, taget prøver, ventet…

Drømmen
Min største drøm hele mit liv har altid været at få børn. Lysten og længslen gibber i mig. Det har bestemt heller ikke hjulpet efter jeg mødte C og hans vidunderlige lille pige M. Hun var 2 år da jeg mødte C og hun kan i dag nærmest ikke huske livet uden mig. Hun fylder mig op med kærlighed og giver mig endnu mere lyst til at få mine egne børn. Hvis jeg får nogle? Det håber jeg inderligt. Den følelse jeg forestiller mig de kan give en i kroppen når de kigger en ind i øjnene og man genkender en del af sig selv i dem. Følelsen af ubetinget kærlighed som ALDRIG vil forsvinde eller blive mindre.
Men ja, der er da også de hårde tider med M. Hun er jo desværre ikke min og bliver det heller aldrig. Men jeg elsker hende..

Positivitet
Man kan ikke leve livet med negative tanker, og bliver derfor nødt til at se positivt på tingene. Kigge fremad. Ellers æder det mig op indvendigt. C og jeg taler mere og mere om børn og jeg føler vi er et lille skridt tættere på drømmen. Men jeg håber virkelig at jeg er så heldig at Gud giver mig chancen for at blive en fantastisk mor og jeg glæder mig til eventyret starter.

 
En ting har jeg lært…
Vær taknemmelig for hver dag Gud skænker dig og udnyt den, som var det din sidste.
Piger! Lov mig at I får bestilt en tid hos lægen når I får brev ved 23 års alderen. Det er SÅ vigtigt! Og tak til den søde unge praktikant som faktisk måske kan havde reddet mit liv! Hvem ved ikke hvad det kunne havde udviklet sig til, hvis man først opdagede det ved de 23 år. Lyt til jeres krop og held og lykke med livet.