Den dag jeg følte mig som verdens dårligste mor!

Nu har jeg fået det lidt på afstand og kan derfor godt få mig selv til at dele det med jer. Som mor gør man sit absolut bedste og mere kan man ikke gøre. Det er dog ikke altid lige let at accepterer hvis man gør noget forkert (ikke med vilje) eller gør noget der ikke godt nok. Vi har så mange krav til os selv og hvordan vores børn skal vokse op og de krav er ikke altid lige nemme at leve op til. Nå… nu til den dag jeg følte mig som verdens dårligste mor og alle følelserne kom i spil!

E havde haft lidt feber en lørdag 2 uger inden jul. Feberen faldt gevaldigt søndag aften, hvilket var ret vigtigt, da C skulle være væk på øvelse hele den efterfølgende uge. Så mandag morgen bad jeg til, at E’s feber var væk, så hun kunne komme afsted. Tanken var der både fordi det selvfølgelig ikke er rart at have feber, men også fordi jeg følte jeg havde SÅ mange ting på arbejdet i præcis den periode.

Mandag morgen
Jeg (som min første fejl) tog ikke E’s temperatur, da hun virkede frisk og klar. Hun smilede og virkede ikke vildt varm, udover lidt normal varme fra dynen. Så jeg fik hende afsted i vuggestue og synes godt nok hun blev en del pylret da jeg står og skal afleverer hende. Men det er de jo nogengange hvis de hellere vil være hos mor eller far, så jeg fejede igen feber idéen under tæppet og tog afsted på arbejde.
Jeg var SÅ sent på den at jeg løber til toget og netop når at springe ind i toget. Så ser jeg at der er et ubesvaret opkald på telefonen. Det er fra vuggestuen og jeg tænker bare “åh nej”, jeg skulle have afleveret til min mor. Da jeg ringer op er det ganske rigtigt vuggestuen der siger at den er helt gal med E og at jeg må komme ned og hente hende igen. Jeg føler at de tror jeg lige “prøvede” at se om den gik trods feber. Men jeg må hoppe ud af toget på efterfølgende station og vente på næste tog tilbage, for at køre ned og hente hende.

Jeg køre hjem og pakker bilen med barnevogn og diverse, henter E og køre hende hjem til min mor 80km væk og hopper på toget til arbejdet fra hende. Jeg var meget forsinket på arbejdet og den dag i dag tænker jeg på, hvorfor jeg ikke bare tog hendes temperatur, hvorfor jeg ikke læste tegnene ordenligt, hvorfor jeg ikke bare afleverede hende hos min mor fra start eller selv blev hjemme. Hvorfor jeg “trods en mærkelig mavefornemmelse”, kunne finde på at aflevere hende?! Så mange bebrejdelser imod mig selv og især fordi jeg følte jeg havde svigtet hende! Det var ydermere SINDSYGT pinligt at komme tilbage og hente hende med tårer i øjnene 1 time efter hun var afleveret, med følelsen af at pædagogerne tænkte “du troede lige den gik hva”…

De efterfølgende dage:
E blev blot mere og mere syg og lå fuldstændig svækket og med lukkede øjne hos mig de næste mange dage. Feberen faldt og steg hele tiden og hun ville ikke spise i flere dage. Jeg var til vagtlægen 2 gange og første gang sagde de at hun havde en virus der bare skulle gå væk af sig selv. Dagen efter tænkte jeg “denne gange følger jeg min mavefornemmelse og den er at der er noget HELT galt og ikke bare en virus”. Så afsted igen og jeg sagde til vagtlægen at jeg ikke gik ud af den dør før de kunne sige at hun med sikkerhed ikke havde meningitis! Denne gang sagde de at hun havde en betændelses tilstand i kroppen, som kunne være på øre og lunger, så de udskrev penicillin til hende. Det virkede heldigvis og efter lidt over en uge var hun på benene igen! Årsagen til at jeg havde troet hun var rask den morgen, sagde lægen var pga hendes svingende feber. Så det hjælper lidt på min indre samvittighed.

Der blev fældet mange tårer i den uge og det var både af medlidenhed med min stakkels lille pige, frygten for hvad hun fejlede og følelsen af at have været verdens dårligste mor, der satte arbejdet foran hende😪

Man lære hen ad vejen og vokser hver dag… heldigvis❤