Vi flager for de danske udsendte i dag

I dag skal vi huske dem der er eller har været udsendt for Danmark. Vi skal mindes og flage for dem der har kæmpet, vi skal huske dem vi tabte og ikke vendte hjem og ikke mindst pårørende til udsendte, hjemvendte og faldne soldater.

Dette emne har jeg meget tæt på hjertet og sjælen. Min mand er nemlig i forsvaret og har været udsendt 2 gange i Afghanistan. Det er derfor utrolig svært at skrive dette indlæg og det bliver med tårer i øjnene, men tror det er perfekt her på flagdagen for Danmarks udsendte.

Da jeg mødte min mand tilbage i 2009, var det den helt store forelskelse og vi faldt pladask for hinanden. Faktisk nåede vi kun at kende hinanden i en måned før vi kunne kalde os kærester og derefter for at flytte sammen efter 3 måneder.
Han nævnte meget overvældende, at jeg skulle kende til hans erhverv og at en udsendelse ikke var til at undgå. I første omgang var han tæt på at blive udsendt imens vi kun skrev sammen og allerede der sagde jeg ” jeg lover at vente på dig herhjemme”. Dette var selvom han jo måtte være ærlig at sige, at han kunne ende i en kiste. Han var vandt til den jargon, som virkede meget voldsom for mig. Han blev ikke udsendt, men 2,5 år senere var det tid. Han skulle afsted til Afghanistan!

Hvordan føles det?
De fleste spørger om det ikke er/var hårdt. Svaret er JO! Tiden op til udsendelsen var faktisk den værste. Følelsen af at kunne miste din sjæleven, din kommende mand, ham du vil have børn med og vil dele resten af dit liv med, er forfærdelig. Jeg følte hver dag, at hver minut væk fra ham, ville jeg fortryde hvis han faldt i krig. Det er så skræmmende og drænende at se realistisk på det og vide at det KAN ske! Hver morgen tænkte jeg kun på at se Christian efter arbejde, når veninder skulle ud eller ville ses, var jeg bange for at miste minutter med ham. Jeg vidste at de minutter kunne blive altafgørende hvis der skulle ske ham noget. Så det påvirkede min hverdag mere end jeg nogensinde havde kunne forstille mig og tårer var meget normalt hver dag.

Udsendt
Da det var tid, var min verden ved at falde sammen. Aldrig har jeg grædt så meget, som da jeg skulle slippe min sjæleven i lufthavnen. Jeg græd mig selv i søvn de fleste aftener og ventede hver dag på opkald fra min forlovede (da vi ikke kan kontakte dem, men kun omvendt). At holde jul, fødselsdage og andre mærkedage uden sin elskede er forfærdeligt!
Overraskende nok, var jeg ret god til at holde hovedet højt i hverdagen og jeg havde en facade på, som gjorde at jeg kunne overleve. Min søde farmor sagde, at Christian langt hellere ville komme hjem til en glad pige og ikke ville have brug for en der var nede med flaget. Det gjorde at jeg trådte i vande og klarede mig, men langt fra havde det godt.

Gensynet
Da udsendelsen var forbi og min eneste ene kom hjem 4 dage før lovet, græd jeg igen. Denne gang af glæde. Det at løbe i favnen på sin elskede efter så mange måneder med bekymringer og savn, er den bedste følelse i verden. Men han havde en ny og anderledes duft, han havde ændret sig og bilturen hjem var speciel. Heldigvis gik der ikke mange timer før min skønne mand var mentalt tilbage på dansk jord og efter et bad og tilbage i det gamle tøj, var han igen til at genkende. Hertil skal det siges at de selvfølgelig bruger mange måneder på, at være helt tilbage på dansk jord mentalt og nogen kommer det aldrig.

Jeg kunne gå meget mere i deltaljer, men håber dette vil give et realistisk indblik i hverdagen som pårørende til en udsendt.