Skal man frygte fødslen og frygter jeg den selv?

Jeg er i en termingruppe på facebook, hvor nogen giver udtryk for deres angst for at føde. Min graviditetsapp på mobilen, nævner at det er netop nu, hvor nogen begynder at frygte den forudstående fødsel. Frygten bunder nok i mange forskellige ting, da nogen er bange for én ting og andre er bange for andet. Så er jeg selv bange for fødslen? Det vil jeg skrive mine tanker om her.

Som førstegangsfødende tænkte jeg ikke meget på det med fødslen. I midten af min graviditet, begyndte jeg dog alligevel at Google det her med “smertefri” fødsel. Efter at have set diverse film med tips og tricks, kom jeg frem til at jeg nok synes det var spild af tid og energi og at jeg hellere ville tage tingene til den tid. Jeg frygtede mest at føde før tid eller havde diverse forestillinger om forfærdelige ting der kan ske med baby i maven. Jeg frygtede aldrig den egentlige fødsel. Jeg nævnte for min jordemoder at jeg ville gøre alt for at undgå skader og at skulle sys efterfølgende. Det sker for nogen og kan med god vilje forhindres, i nogen tilfælde!

Da jeg nærmede mig fødslen synes jeg ikke engang jeg som sådan frygtede smerten eller fødslen generelt. Det lyder måske helt vandvittigt, men jeg glædede mig til at mærke kroppen arbejde for at føde vores mirakel! Jeg glædede mig til at mærke det hele ske og var egentlig bare spændt. Jeg valgte også, at jeg ikke ønskede nogen form for smertestillende, fordi jeg synes jeg burde kunne klare det uden. Så var jeg liiiidt for modig?!

Nej det synes jeg egentlig ikke jeg var. Jeg var selvfølgelig uvidende omkring hvad der skulle ske og man kan aldrig forberede sig helt på smerten og forløbet. Jeg klarede 4-5 døgn med kraftige plukveer. De gjorde ondt og det blev ikke til meget søvn, men jeg prøvede at være upåvirket af dem. Vi var da endda på restaurant, hvor jeg blot holdte et par pauser på vej til buffeten, men jeg klarede den:) Jm gav mig en stærk smertestillende pille, så jeg ikke blev for udmattet inden de rigtige veer gik igang. Den pille ligger seriøst stadig i hospitalstasken!! Da veerne gik i gang, blev de aldrig helt regelmæssige, men gjorde godt nok ondt. Alligevel synes jeg faktisk at jeg håndterede dem rigtig godt og forblev i bevægelse hele tiden. Efter 25 timer med kraftige veer, måtte jeg kaste håndklædet i ringen og få en epiduralblokade! Jeg var nødt til at slappe af inden den forstående pressefase, fordi jeg på daværende tidspunkt var så træt at jeg nok ikke havde været i stand til at presse. Jeg faldt i søvn imellem veerne og også selvom jeg sad på en stor yogabold og rokkede. Heldigvis kunne min kære mand gribe mig:)

Årsagen til den lange seance og grunden til at jeg måtte smide min stædighed var, at lillepigen (som jo bestemte forløbet), faktisk lå forkert i mit bækken, hvilken gav en ubeskrivelig smerte! Havde hun ligget rigtigt, var fødslen nok endt efter 15 timer cirka og i stedet tog det 32. Jeg føler mig ikke svag fordi jeg valgte blokaden, jeg havde kæmpet og en masse faktorer gjorde at det var bedst for alle parter.
Bare lige til information så skruer de (desværre) ned for blokaden tæt ved pressefasen og under, så den mærker man helt bestemt fuldt ud. Den var endnu værre end selve veerne! Ja jeg skreg som en sindsyg, for hold K*** hvor gjorde det ondt! Men efter min jordemodersæt instrukser, som jeg fulgte nøje, undgik jeg skader, hvilket jeg er hende evigt taknemmelig for.

Så frygter jeg fødslen næste gang?
Svaret er nej! Jeg havde en slem fødsel og det var rigtig uheldigt. De to efterfølgende måneder svor jeg, at jeg aldrig ville gøre det igen. Når det kommer lidt på afstand, synes jeg alligevel at jeg begyndte at tænke “jeg klarede den jo, så det kan jeg igen!”.
Jeg håber og tror på at fødslen vil blive mere normal næste gang og måske også lige et hak hurtigere. Hvis den ikke gør, så finder jeg heldigvis først ud af det til den tid. Derfor gider jeg slet ikke bruge en masse energi på at bekymre mig og jeg ved jeg kan klare det igen. Dog er jeg blevet klogere og finder jeg ud af at der er de mindste komplikationer der kan trække ud, vil jeg helt klart tage imod smertestillende. Jeg ønsker energi til pressefasen og et bedre forløb efter fødslen, hvor jeg ikke er så træt, som jeg var sidst. Jeg har fundet ud af at det kræver energi at tage sig af babyen på bedste vis og det tager lang tid at komme over trætheden, når man er vågen om natten med en nyfødt. Så kvinder, nogengange skal vi bare lade vær med at spille superhelte og seje, men bare tage imod den skide hjælp og aflastning.

Frygt ikke fødslen, det er mit bedste råd:)! Bare arbejd’ med den.