Anjas kamp for heksebørnene i Nigeria rør mit hjerte!

I går så jeg sidste afsnit af “Anja og heksebørnene”. I alt var der 3 afsnit, hvor man følger Anja i hendes kamp for at redde de såkaldte heksebørn i Nigeria. Hun har en støtteorganisation og et børnehjem beliggende i Nigeria, hvor der bor en masse skønne børn, som er reddet fra landsbyerne.

I Nigeria mener man, at nogen børn er hekse. Børnene bliver tortureret, dræbt eller udstødt. De findes i alle aldre og nogen er værre tilredt end andre. Der kan være mange forskellige årsager til det og det er fuldstændig vandvittigt hvilke historier man får fortalt. En af drengene hun får et tip om, er 12 år. Han er udstødt fordi de mener han er heks og hans mor vil ikke have ham. Hun siger han er en heks, fordi han ikke ville ud af maven under fødslen. Da Anja spørger drengen om han er en heks, nikker han bare. Om han selv tror han er en heks eller føler sig tvunget til at svare ja, vides ikke. Uanset årsagen er det simpelthen så forfærdeligt at se den her dreng være så bange og utryg! Men hun får ham med tilbage på børnehjemmet, hvor han efter et par uger er en glad og aktiv dreng.

En anden dreng er lille 2 årige “Hope”. Anja får et tip om en dreng der er alene i landsbyen og meget udmagret. Da man ser ham, går der tusind forfærdelige følelser igennem kroppen! (Vi har alle set ham i medierne, hvor hun giver ham vand fra en flaske) Han er nærmest tæt på død og vandrer rundt og ligner bogstavelig talt et skellet. Han kan næsten ikke gå, men da han får kiks og vand af Anja, begynder han at danse. Han er udstødt og landsbyen mener han er en heks. De får til sidst drengen med og på hospitalet og han overlever! I programmets sidste afsnit ser man Hope, som nu er sund og rask. Det går lige i hjertet.

Det arbejde Anja gør, er simpelthen fantastisk. Hatten af for den kvinde! Hun kan ikke redde alle, men den procentdel hun redder, lever på børnehjemmet med en masse venner og har det godt. Sikke en kampånd og et kæmpe mod.

Som tilskuer til programmet, får man virkelig virkelig ondt i maven over hvordan børnene bliver behandlet af folket i landbyerne. Det lykkedes mig at stor tude til alle tre afsnit af sorg og samtidig glæde. Især lille Hope, som næsten er jævnaldrende med min datter, rør mig selvfølgelig dybt!

Jeg er taknemmelig for at der findes mennesker som Anja.

Se det første af 3 afsnit her (kan virkelig anbefales): https://www.dr.dk/tv/se/anja-og-hekseboernene/anja-og-hekseboernene-1-3