jeg var “skilsmissebarn”, men det betyder ikke nødvendigvis at min datter bliver det

I 1990 d.8. Februar kl. 21:29, kom jeg til verden. Mine fantastiske forældre har helt sikkert haft en intention om at blive sammen resten af livet, som de fleste par selvfølgelig ønsker. 4 år efter kommer min lillebror til verden og er, så vidt jeg kan forstå, lige så planlagt som jeg selv var. Men intentioner, kærlighed og kærlighedsbørn er ikke altid en forsikring om, at man lever sammen resten af livet. Det er en realitet og er det nu så slemt?!

Jeg er cirka 4 år, da mine forældre går fra hinanden. Jeg husker det meget svagt og husker kun at jeg græd lidt én gang. I de efterfølgende år, ved jeg at min far var meget i huset og han boede bogstavelig talt 100 meter fra os. Senere hen var vi hos ham i hver 2. Weekend eller hver 3. Weekend og nogen hverdage. Hvilken aftale de havde, husker jeg ikke klart og det betyder faktisk heller ikke så meget for mig. De havde lidt små-problemer indimellem (som alle har som både skilte par og par generelt). Jeg føler dog aldrig at det har påvirket mig negativt! Jeg har altid følt mig tilpas hos både min mor og far, aldrig haft større kærlighed til én fremfor en anden, aldrig følt et had til nogen og egentlig bare været super realistisk omkring det. Det er jo hvad der kan ske og jeg ønsker hellere 2 glade forældre hver for sig end problemer i hjemmet med skænderier mm. Så jeg fik bonus familier, ekstra jul og ekstra fødselsdage, hvilket man jo ikke klager over som barn:) De bonusfamilier har sat store spor hos mig og tilføjet værdi i mit liv.

Potato potato er, at så længe forældrene gør det på en pæn måde, er det altså overhovedet ikke slemt at ens forældre ikke er sammen. I den forbindelse vil jeg også rose mine seje forældre for dem de er<3 I dag inviterer de hinanden til jul og fødselsdage, selvom der er andre kærester. De snakker fint sammen og min lillesøster (min fars og hans kæreste lille pige på 2,5 år), bliver også passet af min mor! Jeg er så skide stolt af dem og hvordan de håndterer tingene. Jeg føler mig så priviligeret og synes de er for seje at kunne enes så godt!

Jeg har ofte hørt dette “hvis du er skilsmissebarn, bliver du også selv fraskilt“. Hmm… måske siger nogen “kloge hoveder”, at det er sådan det på påvirker børnene, men kunne det tænkes at have modsatte effekt!?
I et forhold skal der 2 personer til at få tingene til at fungerer og hvis det ikke fungerer og kærligheden er pist væk, skal man så blive sammen og glemme sig selv i det korte liv vi har? Jeg har ikke dårligere værdier i forhold til parforhold, end andre… tværtimod:)
Der kan forekomme meget i et forhold. Det kan både være økonomiske problemer som fører til skænderier, utroskab og meget meget andet. Det kan hermed lige så vel være personen der ikke kommer fra en skilsmissefamilie, der er skyld i egen skilsmisse, som det kan være skilsmissebarnet. For mig at se, betyder det ikke at skilsmissebørn også selv bliver skilt og det betyder heller ikke at man ikke ønsker en kernefamilie hvor mor og far bor sammen.

Jeg selv er som nævnt, ikke påvirket af, at mine forældre gik fra hinanden og jeg synes bestemt min barndom har været lykkelig. Men jeg er mega gammeldags og tror på der kun findes én eneste ene. Jeg har derfor meget stærke intentioner om at vi SKAL være sammen resten af livet. Jeg ønsker selvfølgelig ikke for E, at hendes mor og far går fra hinanden, men det er mere grundet egne personlige principper (principper som jeg ifølge de kloge, ikke burde have).

Igen mener alle par jo, at de skal være sammen for altid. Det skal dog ikke være på bekostning af livskvalitet!
Det er et svært emne og den er svær at greje, men det her var egen erfaring og egne personlige tanker omkring emnet.

God weekend:)